Beskrivelse
Myten fortæller, at julemanden er en stor, rund mand med langt hvidt skæg og en rungende, hjertelig latter – Ho ho ho. Juleaften tager julemanden af sted på sin slæde trukket af 9 rensdyr med Rudolf i spidsen, for at dele gaver ud til alverdens børn.
For at komme ind i husene med gaverne, lander han på tagene og så kravler han ned igennem skorstenene. Julemanden lægger nu gaver under træet eller i julesokkerne. Grunden til at han er så ‘rund’, er fordi mange af de børn han besøger juleaften, har stillet guf frem og når han spiser lidt alle steder, sætter det sig på sidebenene.
Resten af året bor han sammen med sine nisser og laver sammen med dem alt legetøjet.
Hvor julemanden rent faktisk bor er der en del diskussion om. Steder der har været foreslået er f.eks. Grønland, Nordpolen, Tyrkiet, Finland og Rusland. Oprindeligt var han klædt i grønt, som det traditionelle juletræ og som er en af julens farver. Der bliver sagt at julemanden sender sine små nisser ud som julemænd, fordi selve julemanden ikke kan nå at være alle steder juleaften.